LIVET ER ET LOOP
(artikel fra FILM#28, 2003)
Med inspirationer fra russisk filmteori, parforholdskrise, nudler og David Lynch har Oncotype med instruktør Morten Schjødt i front skabt Danmarks første interaktive spillefilm
Af Ralf Christensen
A3-papiret ligner et forsøg på at tegne et bjerg af nudler. Eller måske et meget løst Frank Gehry-udkast. Men det er hverken asiatisk gastronomi eller en tegning til et nyt Guggenheim-museum, men strukturen bag den interaktive fiktionsfilm og dvd-udgivelse Switching. Undfanget af tremandsfirmaet Oncotype: Mattias Bodlund, Morten Westermann og Morten Schjødt, der er instruktør på filmen og sammen med Rasmus Arrildt har skrevet manuskriptet.
Den 33-årige instruktør er uddannet som digital designer fra den nu nedlagte multimedieuddannelse Space Invaders, og det var også her han mødte Bodlund og Westermann. Sammen har de i flere år eksperimenteret med små interaktive film, som de har kaldt Noodlefilms, fordi "det simpelthen er en god måde at forklare folk, at det her ikke er lineær film."
Det er små film og installationer, der blandt andet undersøger, hvordan man aktiverer brugeren. Tag Rekyl, hvor man skal råbe ind i en mikrofon for at få filmen til at fortsætte. "Det er det, vi kalder et interaktivt dilemma," siger Morten Schjødt, "på den ene side vil man egentlig bare gerne læne sig tilbage, modtage og holde kæft. Men samtidig skal man være meget aktiv for at få noget film."
MAN KAN HURTIGT FÅ DET NED AD SKJORTEN
Switching er et noget større projekt med sine to timer og ti minutters film. Og historiens grundkonflikt er genkendelig: Via en natte- og en morgenscene får vi fastslået at Fridas og Simons forhold er ved at løbe af sporet. Gnisten er væk, de kommunikerer ad hekkenfeldt til og virker fremmede for hinanden. Noget må tydeligvis gøres, og det er op til brugeren: Sidder du og ser filmen uden at gøre noget, vil de to scener hele tiden afløse hinanden, og du er sammen med parret fastlåst i et håbløst nedslidende loop. Trykker du derimod på fjernbetjeningens enter-knap - hvilket du kan gøre på et hvilket som helst tidspunkt dvd'en igennem - så kommer du ud af loopet og ud i filmens indviklede bjerg af andre loops - nogle korte enkeltscener, andre lange serier af scener.
"Det er ligesom at spise nudler," siger Schjødt. "Det er en dyb tallerken med en masse stykker, som man må finde sin måde at spise i en bestemt rækkefølge. Men det er også lidt besværligt at spise. Man kan hurtigt få det ned ad skjorten, og man skal lige have en teknik til det. Det kræver noget engagement. Så derfor handler det ikke så meget om at forklare i Switching. Selvfølgelig får man at vide, hvad det er man kan gøre, men hvor - det står åbent."
Man skaber med andre ord sit eget handlingsforløb. Men ikke hver gang man klikker. Der er særlige knudepunkter i den interaktive film - gerne når hovedpersonerne kigger væk og bliver fjerne i blikket - hvor man bliver kastet ud i nye serier af scener. Men udover disse sporskift kan man også blot klikke sig ud i såkaldte gråzoner, som enten er mere abstrakte, æstetiske sekvenser eller skuespillernes improvisationer over scenerne. Og derefter ryger man tilbage til den nudelstrimmel, man var i gang med at fortære inden gråzonen. "Du skaber dit eget flow, du klipper selv filmen. Og det er mere at bruge en film, end at se den."
KULESHOV VILLE VÆRE BLEVET BLÅ I HOVEDET
Den russiske teoretiker og instruktør Lev Kuleshov ville være blevet blå i hovedet af intellektuel iver, hvis han havde haft adgang til den interaktive film. Manden der forklarede, hvordan en scene tager afgørende farve fra de scener, den er sat sammen med, ville se uanede muligheder (eller afgrundsdyb relativisme) i den interaktive film, hvor den enkelte scenes betydning frisættes, fordi den optræder i et utal af sammenhænge. Scenen får en betydningsmæssig autonomi, som den jo berøves når den sættes ind i en lineær film. Den kan nu veksle mellem at være fantasi, drøm, metafor, erindring, men også en virkelighed i forløbet, men med vidt foranderlig betydning. Ved man at kvinden boller udenom, sympatiserer man med manden i et skænderi. Ved man at manden er en humørsyg hypokonder, sympatiserer man med kvinden.
"Som skaber giver man en masse kontrol fra sig, fordi man ikke kan kontrollere, hvordan andre ser den. Jeg har selvfølgelig prøvet at kontrollere, for at få en eller anden form for sammenhæng. Men jeg har alligevel set folk sidde og klikke og efter 45 minutter aldrig have set faderen for eksempel. De har hørt om ham, men aldrig set ham."
"Når man taler om fiktion og drama, som vi kender det, og pludselig bringer et interaktivt element ind, så undergraver man historien. For har du en historie, du vil fortælle, jamen, så ved vi hvordan den skal fortælles: i en bestemt rækkefølge, så folk får den historie ud af det, som de skal. I det øjeblik man bringer interaktivitet ind, så nedbryder man eller åbner op for den struktur. Switching er ikke lavet ud fra et lineært system, den er lavet ud fra en tilstand, hvor vi prøver at opløse tiden. Når man sidder og klikker, opløser man tiden. Og vores grundfigur er loopet."
I RING
Schjødt opremser film som Lost Highway, Memento, Sliding Doors og Groundhog Day som inspirationskilder. Film der udforsker alternative handlingsstrukturer og loopet som fortælleform. Ligesom han også har fundet genklang i russiske Lev Manovichs teorier, i hans ideer om loopet som fortælleform, om klippets betydningsmæssige selvstændighed og i hans påpegning af parallellerne mellem computerens små filmloops og filmbarndommens zoetroper, der netop også præsenterede loopede sekvenser.
"Loopet kunne meget vel være fremtidens narrative form. Man finder jo også gentagelsen i musikken, i computerspillet, i livet." Loopet findes alle vegne - indtil man klikker eller handler sig ud af det, og træder ind i et nyt, forhåbentlig bedre loop.
"Vores inspiration til at arbejde med de her loops, den kommer jo også fra krisesituationen - fra for eksempel når ens kæreste er gået fra en. Så sidder man og vender og drejer situationer igen og igen. Man tænker dem igennem igen og igen. Det er en krisehjælp, man laver på sig selv. Men det kan desværre også ende med, at man går i ring."
"Vi bruger alle de traditionelle teknikker og måder at fortælle på, og bringer så det interaktive element ind. Men det er ikke et spil. Det er ikke en tab- og vindsituation, og der er heller ikke nogen slutning. Det slutter jo heller ikke ude i virkeligheden. En lineær film er jo tit et lille uddrag af virkeligheden, et uddrag med en slutning. Og via den måde vi opbygger gængse film på, skaber vi også en form for bevidsthed i mennesket, der får os til at tænke, at 'hvis bare jeg får fat i hende eller bare får det job, så lever jeg lykkeligt til mine dages ende.' Men sådan er det bare ikke, for dagen efter at du fik det, du ønskede, så kommer hverdagen. Det er den ide, der gemmer sig bag det faktum, at Switching aldrig slutter. Og det kan man så opfatte som et meget pessimistisk billede på verden; men sådan opfatter jeg det overhovedet ikke. Tværtimod. Hvis man indser det, så kan man bedre tage det, så forstår man at det er op og ned hele tiden. At der er ikke nogen slutning. Aldrig."
